Monthly Archives: april 2013

Hestene

Standard

 

Det danske landskab, en del af mig som du ikke kender. Ville du kunne lide det hvis jeg tog dig med hertil?

Fødderne går bare, der er langt, der er helt stille, markerne er ikke spiret og laver ikke en lyd. Brungrå bølger de svagt, langt af sted til hver side. Markskel tegner sorte mønstre mellem mig og fjorden, et lyst glimt langt henne bag vindmøllerne.

Lyset, så åben himmel, iskoldt, altid, i vinden: man ved altid hvor vandet er, se på træerne mellem markerne, altid bøjet indad i landet, væk fra vinden.

Fuglene til alle sider. Ikke jublende overdådigt, men jævne lyde og triller, arbejdslyde en dag i marts. Det er så mildt dette landskab, skjuler sin hårdhed, ikke som det norske, som er åbenlyst brutalt. Her går jeg langs grøftekanten i bløde, gammelgrønne strå, men når jeg vender om får jeg vinden ind forfra og den skærer mig ned med sin kulde. Snart er mit øre, min kind, hårde og ømme, og tårerne løber. Min krop kan huske vinter her; snefygning og en frost som når ind i knogler. Vinden slider og slider på en, uophørligt gennem dagen og rundt om hushjørnerne om natten. Fjorden, mild og legesyg med runde sælhoveder mellem bølgerne, er dyb og voldsom i vinterstorm, husene beskytter sig forgæves med sandsække.

Grusvej: mine fødder kan huske danske grusveje, mine øjne kan. Det helt pulverfine grågule sand med små flintsten og gule, hvide, grå sten blandet i. Måden det kun knaser helt stille, næsten blødt når man træder. Noget med hvordan markerne kurver sig blødt, laver skrænter og grøfter, bække til frøer og tudser. Rådyrene i går aftes, og ræven, på markerne. Rovfuglene som altid svæver her. Blidt, blødt, med dyb muldjord og lyse skove som slotshaller: måden lyset slipper ind, danser mellem de glatte stammer. De gamle dele af skoven stille og hemmelighedsfulde, deres blåbærlyng og moser.

Hestene. Jeg ser dem på vej ud mod vandet. Måden deres nakker strækker sig stærkt ned mod jorden, bløde læber leder efter strå. Deres ben så solidt forbundet med jorden, når de langsomt løfter en hov kan man mærke forbindelsen der stadig, gennem linjen langs deres rødgyldne ryg, de smukke stærke kurver hen over rumpen.

På vej hjem igen mærker vi hinanden. Jeg stopper, står helt stille, sanser dem nederst i folden, ser. Efter en tid bestemmer de at vi skal tæt på, kommer gående til mig, næsten ivrigt, jeg tøver men går så hen til hegnet. Puster blødt mod deres lyse muler, deres vibrerende næsebor ved alt hvad de behøver at vide om mig fra mit åndedræt, fra måden jeg holder skuldrene, hvordan jeg står. Jeg forsøger at læse deres blikke men nyder mest at få lov til at berøre den tykke gyldne pels.

Sønnen lægger sin kind mod min hånd, hovedet er kæmpestort, langt som min arm, jeg kæler blidt med hans kind og lige bag ved øret hvor huden er tynd, stryger det hvide blis og pandelokken. Til sidst må jeg berøre moren forsigtigt; jeg stryger hendes mundvig med fingrene. Mest studerer jeg hendes smukke mørke blik. Hvad er det hun fortæller mig, om at bære?

Som barn gjorde jeg dette. Fem år gammel? På min lille cykel, af sted ud. Fandt alle hesteindhegninger og snakkede. Hver dag. Kan huske nogle af kurverne i vejen, nogle af indhegningerne. En hvid hest. Et hvepsestik. Den røde cykel.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gå igen, der er noget i mig som vil lægge kroppen mod den smukke hoppe, hvis hun vil lade mig. Læne mig mod hendes skulder, gemme mit trætte ansigt i hendes bløde man. Stryge hænderne ned langs de stærke forben og over den glatte hals, den er varmere inde under manen, det ved jeg uden at mærke efter. Hviske det alt sammen ind i hendes bløde øre. Alt det jeg ikke kan sige.

Sove i høet om natten med de rolige røde hesteben omkring mig. Da jeg går, står de og holder mig med blikket. Mor og søn, brungyldne varme øjne, kroppene helt i ro. Jeg har vundet deres tillid – eller havde jeg den bare fra starten? Jeg vender mig om og går baglæns til de forsvinder bag svinget.

Kun kragerne, en traktor på marken, et vindpust blæser lidt sand op fra grusvejen.
Var det dig, der bøjede dig ned og pustede en hilsen til mig?

 

Linedans

Standard

 

Alt dette jeg gjør for å bli synlig

For å gjøre meg selv virkelig

Er det jeg som er Peter Pan-landet?

 

Og alle barna har glemt å tro på det

rundt om i verden er Tingeling glemt

 

Var jeg hun jenta som ikke visste at

jeg kunne tro på det

 

Så ble jeg voksen

vokste rundt det glemte stedet

glemte at det var usynlig, gjennomsiktig

men det glemte aldri

 

Vil så gjerne være uavhengig, meg selv nok

ikke lengte etter den kjærlige hånden

lete etter det blikket som liker å se på meg

 

Hvem ellers var det som syntes at jeg var gjennomsiktig?

Hvilken filosof var det forresten

det med at ingenting eksisterer

når ingen ser det?

Eller er det bare meg

 

Ikke rart jeg ikke er religiøs

jeg betviler min egen eksistens

Sånn sett hadde det vært lettere

å tro på Gud

gudinne

 

I hodet mitt, bilde av meg

overgitt i en sang

ser så skrøpelig ut (- hvorfor?)

 

Men vet at det beste øyeblikket

er når jeg griper mikrofonen

Alt jeg ser da, er hånden min, rundt den

min grådige hånd

(der liker jeg hvordan den ser ut, som når den griper deg)

 

– jo, for tenk om de bare skrudde av lyset

tok jakkene sine og tenkte på kveldsmat

Og jeg, linedanseren, oppe under det

mørke takhvelvet

står og svaier

må finne veien ned alene, i mørke

det kan gå alt, alt for fort

 

Når jeg sier «skal vi ta en kaffe»

svaier lina litt under meg

 

Når jeg strekker hånden ut for

å kjærtegne deg

blir linen til så tynn tråd

 

når du tenker på kveldsmat

husker jeg at jeg jo er helt gjennomsiktig

ikke rart det er så vanskelig å tro på meg

 

Det beste er når jeg åpner munnen og så er jeg jo der

Den lyden, det er jo meg, og jeg var ikke borte

Den lyden har farge

Striper

Stripehjerte

Smaragdhjerte

Sølvøyne

Blå føtter, havet sine, fortsatt, for den mistede halen

– og jeg fikk jo en annen hale, en erstatning!

 

Nei – Lotte –

Du har tatt den, laget den, smidd den

Av det du ble budt

Av det du fant

innenfor det glemte

langsomt samlet det

 

Jentungen som alltid satt på huk

og utforsket verden

Der; en liten gulltråd

Mistet fra en prinsesses jakke

Der; dyrepels

dyrene du lærte å stryke, trøste, bli trøstet av

 

Dér; styrke

til å fortsette

 

En tyngde

Snøleoparden jeg så på TV

hun rørte meg så ubegripelig sterkt

i fjellsiden, i tett snødrev

hun jager, mister byttet

ungen venter i hulen

 

alene, begge

 

Jeg kjenner hvor sliten hun er

Den tunge, tette halen

Til slutt er hun på vei hjem

snøen laver ned, hun klarer

nesten ikke å bære

og det siste stykket opp er så bratt

 

Og jeg vet så godt

Og ungen venter, hun må

Vet så godt

Jeg måtte krabbe for uansett

hva hodet sa

klarte ikke kroppen å reise seg

Jeg krabber inn på barnerommet

for å synge natta

Krabber opp trappa for å legge meg

Krabbet gjennom stua

 

Jeg er på knærne

Har man vært på alle fire lenge nok

blir det bare en annen måte å bevege seg på

jeg kommer aldri til å slutte

på en god dag danser jeg

barfot, på tærne

hoftene ler

tyngden er der, den som krabber

 

Det er greit

 

Linen er uansett borte for lengst

 

Vet dere hvordan det er?

Ikke tenk på kveldsmat

 

Barnet mitt ser meg krabbe

Elskeren min ser meg krabbe

Jeg gjemmer meg ikke

 

Og jeg ser den tjukke halen, dens

muntre flekker

I det hun når huleinngangen

med det siste hun har

 

Det er når jeg finner stemmen

et sted dypt innvendig

Og sier dette var meg, dette er meg

selv om linen nå blir helt borte

 

Fritt fall, fritt svev

 

Helena

Standard

 

Hennes sinte ansikt på TV, «jeg vil ikke snakke om det, du kan ikke hjelpe meg, gå vekk» (vi ser på TV-serien, hun er syk) – før ansiktet hennes brister i frykt, i smerte over sykdommen, jeg går bort og lager kaffe, men tårene bare kommer likevel.

Du sier «jeg tenkte på deg da jeg så det, sånn må det være for deg». Og jeg kjenner det plutselig, du ser meg, helt inn, i glimt?

Og jeg kjenner det; hvor mye jeg hele tiden skjuler, hvordan man kan venne seg til å være fortvilet, hvordan ansiktet skjuler det fra dere, inntil hennes ansikt, Helena Bergströms sterke, vakre trekk, plutselig speiler min kamuflerte, uønskede sorg og lidelse, og jeg ikke klarer å holde det tilbake.

Hvorfor må dagene være en kamp for å klare å la være å legge meg på et mørkt rom, nettene på leting etter hvile? En langsom kamp å spise; kvalmen har så mye power. Pillene og sprøytene utøver sin kjemi og endrer noe i meg for en stund, smerten blir bærbar. Men meg, det er jeg ikke, i den kjemien. En dempet, verkende, sliten kopi, der sansene er forpint hyperfølsomme og overvelder meg, men samtidig numne av medisinen. Blodflekker på klærne, ser jeg etterpå; de sprøytene gjør så vondt å sette, hvorfor må de svi sånn?

Den klemmen, hånden din som stryker fingeren min og sier «du er kald» – gleden (takknemlighet?) står skjelvende rett ved fortvilelsen, de er søstre.

Timene i akuttrommet med fallende blodtrykk, grenseløs smerte, hjelp meg, hjelp meg. Alle gangene med blåsvarte sår etter skalpellene og saksene. Lukten av brent vev under våkne operasjoner. Årene med å gå langsomt i stykker inni kroppen.

Hvordan kan man venne seg til dette? Når vil kroppen slippe minnene? Hvordan er det mulig at jeg skjuler det så godt at jeg selv ikke lenger forstår hvorfor jeg ikke får sove, så godt at dere faktisk ikke ser det?

Dén smerten er iblant den største.

Jeg ser henne dø i neste episode. Men det er ikke det som knekker forsvaret mitt. Det er hvordan kroppen hennes uttrykker smerten i timene før, som svarer på det min egen kropp bærer på; for alltid, virker det som. Dét ansiktsuttrykket, den måten som hendene hennes famler over brystet og magen, det er mine hender over min kropp, det fins ingen lyd for en slik smerte, den tar over alt man er og jeg skulle ønske jeg ikke visste dette.

 

Til en lille pige

Standard

Skrevet før våren helt fikk tak, i 2013, til en «lille pige» som snart blir født.

 

Til Minnie

 

Våren

noe ved deg vil alltid minne meg om våren

sartheten i de bittesmå fingrene

som fineste blomsterknopper

gjennomskinnelige av liv

 

Lille pike

Stor verden

venter på deg med sine eventyr

med alle sine farger og dyr

du bringer ditt eget lys

 

Hvor kom du fra?

et godt sted

der de villeste, vakreste skapninger leker

Du har det alltid med deg

vår og lys