Monthly Archives: november 2013

Honningkage

Standard

honningkage

Lørdag aften i Føtex ved Nørrebro station, jeg er lidt blæst i hovedet af dagen; af at vågne for tredie dag i træk med migræne, tage piller, kæmpe med kvalmen og alt det som jeg kender alt alt for godt. Af at det alligevel lykkedes mig, stædigt, at komme afsted, og udforske noget nyt og vidunderligt (mere om det på et andet tidspunkt). Af alle indtrykkene fra cykelturene, og fra indeni mit hovede hvor der foregår et kæmpearbejde.

Går planløst rundt mellem reolerne, ved at jeg skal jo have noget at spise selv om der ingen appetit er. Fiskefileter. Feta. Små søde tomater. Rucola. Efter lang vandring finder jeg en boks aioli. Køber frisk juice, luksus, og drikker grådigt af flasken, jeg bliver totalt dehydreret af pillerne, dejlig kold frisk appelsinjuice, mmm. Den unge fyr i kassen er bare så sød, ønsker mig en god aften. Med to tunge poser over skulderen maser jeg afsted men bliver fanget henne ved bagerdisken. Honningkagehjerte.

Jeg kan huske nabodamen da jeg var lille og vi boede i Gersagerparken, hende der havde så mange drenge og de kom altid til skade, ham den ene faldt vist ud af køjesengen og brækkede armen samme dag som gipsen fra sidste gang var blevet taget af. Hun arbejdede nede hos bageren, eller i bagerdisken, i Irma (eller var det Bilka?) hvor vi købte ind, der hvor der også var en beostær udenfor dyreforretningen, nede ved foden af bakken hvor Tine cyklede lige ind i vejskiltet. Hun solgte honningkagehjerter og jeg kan huske smagen endnu.

Sætter taskerne, op med 8 kroner. Hjemad i mørket og billygterne og vinden, sammen med alle de små kvinder i burka og hijab, alle mændene der skal ind på værtshusene. Op ad trapperne, og inden jeg rydder noget væk, inden jeg laver fornuftig mad, så lukker jeg øjnene og bider en stor bid af.

Honningkage.

Godspeed

Standard

vov i senga

Jeg venter på flyplassen.

Han reiser alene for første gang. Hjemme venter rommet hans, kosedyrene som bare ligger der nå, all legoen, alle Gormitiene.

(Bråe tårer i øynene mine: Vov ligger alene igjen i sengen din.)

Bøker. Alle de små dingsene fra McDonalds og andre steder, plastikkleker som jeg har sortert, plukket opp og irritert meg over så mange ganger.

I dag sa jeg at jeg ikke gruet meg til han flytter hjemmefra. Og det er nok sant.

Men det er én til sannhet, som bor på et sted inni meg som for alltid bærer ham.

For alltid bærer jeg ham i kroppen. På hoften, mens jeg er travel med noe annet og bekkenet verker.
I armene mine, alle nettene han ikke fikk sove.

Bon voyage, my child.

The last morning

Standard

 

The last morning yoga.  Child pose. Downward-facing dog. Warrior I and II. Eagle. Tree pose. Side bends. Waves crashing and the blinding sun and my own breath.

Coffee afterwards, with Karen and Lenka, we sit in the shade in the Italian place. Talk of childhood under communism, of war preparations, rehearsing bomb scares, fitting of gas masks.

She smokes slowly; pilot sunglasses cover her beautiful greenish eyes. She pulls out of her bag the dress a friend gave her; golden, Charleston-style.

Not her look; holds it up against me, as if we were already friends, she watches me intently, we agree that the color suits neither her nor me, I touch her golden arm.

Later, I leave them there, she is lazy, the final swim. Short white dress, flip-flops, bikini pants, the beach only a few steps away. The now familiar burn of hot sand, I strip off the dress, wade into the chilly green water. Exhale, submerge my shoulders, suddenly afloat, moving, pushing my hands through the water. Trying to store the sensation, the cliffs, the birds, the ocean.

Standing silently while the wind dries me off a little. Sensing the sand with the sole of each foot. The soul.