Monthly Archives: mai 2017

Kropsminder

Standard

I dag, for fire år siden;

Siste morgenyoga på betongpiren i enden av stranden. Bølgene som slår, rett under oss, jeg blendes av sola når ansiktet er vendt opp mot himmelen, under armen min eller mellom bena i «downfacing dog». Lokale fiskere går taust forbi. Turister står et øyeblikk og ser mens vi langsomt flyter gjennom posisjoner. Stemmen til instruktøren med enkelte ord uttalt litt pussig; hun sier «press your hill». Etterpå, vi drikker kaffe på Calinas ved stranden, hun ruller sigaretter og røyker langsomt, det snakkes tsjekkisk, spansk, engelsk, italiensk rundt bordet, vi snakker om reiser og barn og økonomisk krise som endrer øya. Snart skal jeg ta siste svømmetur, dra kjolen på mens jeg ennå er våt, gå hjem med den våte bikinibuksen i hånda, langsomt. Se opp på klippen en gang til. Fly kroppen min hjem mens sinnet fortsatt kommer til å være på vei i noen dager, litt sånn svevende over toppen av Teide i sky-dynen, kanskje.

Beach cafe.jpgKan mærke det i kroppen stadigvæk, bevægelserne, lyset, varmt sand mellem tæerne, kjolens lethed mod huden som er køligvarm af vandet.

Et favoritminde som er så rigt af billeder indeni. Hun inviterede mig med til yoga, hver morgen, bare kom, betal med en avocado eller noget frugt. Hun redte min seng i lejligheden og gik senere forbi nede i gyden med sin lille pige i hånden, slentrende i solskin. En nomade i verden, Lenka som underviste yoga til alle mulige mennesker der på piren. Løftede mine ben op og rystede dem.

Et glimt af sorg over alt det min krop ikke kan lige nu/i årene siden/foreløbig (håber jeg). Lige meget hvor hårdt jeg presser den. Raser og håner. Hviler eller «gør». Benene som ikke virker helt efter lammelsen fra operationen – det hele føles som en høj pris nogle gange. Kiloerne fra medicinerne mod nervesmerter, kroppen er fremmed. Husker lægen sige «du kommer til at hade mig om et par måneder». Og den lammende træthed, smertejagene.

Fornemmelser af den morgenyoga jeg har gjort de sidste måneder. Et lyst køligt rum i et gammelt hus, en der blidt presser mig til ikke at presse mig. Trække vejret, easy does it, puuh. Husker taekwondo-træningerne, og alle timerne i en sadel, på et dansestudiogulv. Den her krop, den her fighterspirit. Som vil presse hårdere, kun kender den måde.

Er totalt hooked på den nye yoga. Selv om den ikke lader mig sparke, slå, svede. «Træææk vejret helt ned der hvor du er vred». Oh yeah. «Pust uuud. Slip. Slip».