Monthly Archives: juni 2018

Reiseblikket

Standard

5F0F3589-7C4B-43E7-AB79-0182AC27E4F2Det er ikke en buss på landsbygda i India, med en høne i setet ved siden av meg. Jeg har en kopp fra espresso house i hånda og bussen skal til Fredrikstad. Men det er tredve varmegrader, kjølingen virker ikke, og jeg drar den tynne kjolen helt opp og likevel orker jeg ikke at hendene mine har kontakt med lårene for begge deler er så varme og fuktige at jeg får lyst å pese.

og selv om det ikke er eksotisk så er det en ny opplevelse for min hjerne og kropp; den kjente ruta til øya har jeg ikke opplevd slik. Jeg er på tur! På opplevelse.  Italieneren har mye parfyme og jeg prøver å puste gjennom munnen midt i migrenen. Pomeranian-dotten har kastet opp og hun med de fancy brillene tørker. En gammel dame snakker veldig høyt til sjåføren. Jeg prøver å spise kokosbolle men den smelter mellom fingrene mine og jeg gir opp. Drar føttene opp og prøver å duppe. Prøver å slippe tak, puste inn i nakken og kjeven. Slippe pusten ned i mage og underliv der det gjør vondt.

I dag spurte hun, hva skjer når du ikke «kutter forbindelsen» til kroppen, og tillater deg å kjenne smertene fullt ut?

Og det som skjer mens hun former de ordene, er panikk. Pusten stopper et sted og tårene nærmest tvinger seg ut av øynene mot min vilje. Jeg prøver med de få ord som fins tilgjengelige, å beskrive hvordan det er når ingenting står mellom meg og smertene for full utblåsning.

Hvordan det er å vite at et nytt anfall kommer nårsomhelst og det kan vare i tre år denne gangen også, eller tre måneder eller en kveld, men det er aldri trygt å være i denne kroppen. 

Velsignet å være borte i lett søvn litt. Velsignet å være i sommer, tross min svette og klisne følelse så elsker kroppen å være såpass fri; bare føtter, bare ben, tynn kjole, jeg sanser liksom omrisset av meg selv bedre. Selv, i glimt, av de deler som er allermest redde, som har lært på flere måter at det ikke fins trygghet.

Landskapet åpner seg i vann, i svevende fugler, i åpen pust. Jeg tenker over at land som gjennom historien har blitt invadert fra høyre og venstre, også bruker enormt mye ressurser på å ha forsvaret stående i beredskap.

Bussen slipper meg krøllete og svett ut og etter fem minutter spiser jeg softis med kofferten mellom føttene. En time senere rekker vannet meg til livet. Jeg er.

Reklamer

Standard

6275DFB4-76A8-4B7E-A812-01583AB67401Håøya.

Snart mørkner det og det blir stearinlysene i vinduskarmen som er eneste lys på øya.

Havørnen har unge i år også og geitene la kinnet inn i hånda mi og ville kose. Jeg klarer fortsatt å bære min gamle Panther-sekk fra 1989 med myk bukse og mat og kaffe. Nå går det saktere og magesmertene stiger fem hakk – men jeg kom meg hit. Sove i sola med linerla hoppende forsiktig omkring.

Det blåser opp og rusker og suser i trærne. Og nå – mat!

No time like the present

Standard
0857C6C7-D164-4553-815C-571229286F21Dronning Louises bro, København, juni 2018

Man kan tro at man er tilstede i verden her og nu, og så er man så vant til at en del befinder sig i et andet land, en anden tid, at man ikke ved det.

Solsorten synger og hvis jeg begynder at tænke hvorfor er det lige dén sang der føles som om den passer som en manglende brik i min krop

så er der jo måske en del af mig som er i en anden tid og hører den sang

mormors have, tryghed, tid nok, og en invitation der hed «altid»

I undervisningen i forgårs, mens jeg stod og svedte og ledte dybt i mig selv efter ordene «klokken er 13.47» med et blik der forsøgte at forstå tal

spurgte han, læreren, «hvad er klokken indeni dig?» og en del af mig som er i en anden alder sagde «uendelig. Den er ikke. Klokken er ikke».

Vi blev enige om at jeg skal have et ur med sekundviser, og når jeg sidder fast, bevæger viseren sig, og så skal mine ben tage et skridt for hvert sekund, for det kan de måske når viseren bevæger sig.

Jeg har lært at den tid hedder traumetid, og at den er en slags parallelt univers i ens fysiologi, hvor dele af os sidder fast i noget der ikke foregår lige nu.

Synes du jeg lyder skør? Jeg er helt normal. Jeg er godt integreret og følelsesmæssigt sund. Jeg har normale reaktioner på svære ting. Jeg har kompleks traumelidelse. Jeg er også sanselig og med en enorm evne til nærvær.

På bussen bruger jeg mit rejsekort når jeg står på ude på Amager, jeg checker ind. I livet bruger jeg min kundskab og bevidsthed, mine sanser, til at checke ind i NU, i mig selv.

Eller til at prøve. Holder rejsekortet op til læsemaskinen. Nogle gange sker der noget andet end forventet.  Jeg ved ikke hvornår, eller hver gang hvorfor. Måske virker den ikke, måske er kortet tomt, måske er netværket optaget med noget andet. Som regel får jeg checket det meste af mig ind, mens en anden del ligesom tager metroen samtidig, i en anden retning. Eller går lidt rundt uden mål og mening og kigger på byen.

Mange gange ellers checker mit nervesystem mig ud, man kan sige; inden jeg er kommet til Ravnsborggade hvor jeg skal af. Det gør det fordi noget trykker på alarmknappen, hiver i nødbremsen, uden at det er nødvendigt, som regel. Men det ved alarmknappen ikke. Den gør virkelig sit bedste for mig og for vores fælles overlevelse blandt busser, solsorter, minder, mennesker, alle minutters historie i min hud og mine muskler. Det er ikke altid alle dele tror de trygt kan blive her, så de bliver sendt i bane før jeg når at forstå hvad der sker.

Så står mit indre der og jonglerer. Hundrede bolde i luften, en sabeltandtiger som snuser til min knæhase, og ingen cirkustræning. You can check out any time you like, but you can never leave.

Jeg lader luften flyde ud med et varmt suk. Der er blanke grønne blade på busken. En fugl kommer ind i synsfeltet og forsvinder igen og bagved er der striber af hvide skyer. Jeg står på højre fod og venstre fod og tæller ti tæer med rød neglelak. Alle sammen er mine. Et suk. Skulderbladene glider blødt en millimeter nedad min ryg. Klokken er 09.06. Jeg har checket ind til mit fly.

 

Hoppende pels

Standard

Jeg snakket med et ekorn

Bare føtter på morgenvarm klippe og tankene

 

Noen lager klikkelyder inni et tre og har rødbrun pels

Vi ser på hverandre og så lenge jeg bare står der er jeg helt grei, jeg får lov å titte og jeg får svar på klikkelydene mine

Bøyer meg fremover for å se mer (øynene er ikke hva de ikke har vært på lenge) og da er jeg skummel

Rødpels fronter meg med et hopp, med freselyder og bred buk, ikke prøv deg, si

Og jeg skjønner, unnskyld! Får lov å titte videre mens den lille kroppen hopper til et annet tre, gyngende løv

Tenk, der bor den faktisk, det her er dens hverdag, akkurat som jeg har for vane å drikke kaffe og se på Netflix. Den greina der er stuegulvet.

 

Senere, på stranda under lett skydekke i skarpt lys, med potetgullpose og håndkle, en mink svømmer  tvers over bukten. Glir som en liten bølge i sølvgrått vann. Som barn kjente jeg dem i små bur, ville i øynene. Jeg har aldri sett en vill mink før, nå vet jeg hvordan den lille Loch Ness-kroppen beveger seg. Stødig og raskt bort mot odden, der bor den. I en sprekk i fjellet sikkert, og hvor handler den mat liksom? Hverdag i pels. Jeg spiser kald lasagne og får sand mellom tennene så det synger helt opp i hjernen av ising.

Det er på tide å pakke sammen, motvillig, det må ryddes og bæres og biltur inn mot Oslo og migrenen er der igjen og jeg vil ikke det.

En bit med ost og grønnsaker, jeg kaster den utover vannet, står til knærne og vasker tallerken og gaffel. Ren i linjene og med stødige vinger glir den store måken ned rett over oss og svelger godbiten. Setter seg på klippen to meter unna og skakker på hodet med åpent blikk. Mer?

Fortsatt saltvann på huden og maur i håret. Hva holder ekornet på med i kveldsbrisen tro? Jeg hører løvet på rasle-treet utenfor prate i vei og lurer på hvor fuglene sover.

er du der?

Standard

er jeg noen gang der?

bak øynene dine så du trekker pusten dypere

før du ser ut i nå igjen

 

i krumningen inni hånden din

hjemme

 

eller er jeg ryddet bort

har du klart det

eller var det lett

businesslike, bestemt

har du vanntette skott i hjertet

og sjelen, da («vi er én sjel»)

 

eller

ser du etter meg?

Mangler meg?

Vil meg?

 

Jeg fikk ikke benyttet meg av containeren nå under dugnaden

kanskje jeg ikke hadde mer jeg hadde lyst å være uten

kanskje var jeg ferdig kastet

jeg vet ikke

 

Isteden svømmer jeg, flyter, ser fuglene helt tett på leve livet sitt, terna ser etter fisk og anden flyr på en helt bestemt måte og det er dununger noen meter fra mitt våte ansikt.

hakker tenner når kjølig sjøvann flyter inn i øregangen og jeg legger meg bakover og bare ser himmel og dette vannet, dette vannet, akkurat dette vannet denne stranden, oss