No time like the present

Standard
0857C6C7-D164-4553-815C-571229286F21Dronning Louises bro, København, juni 2018

Man kan tro at man er tilstede i verden her og nu, og så er man så vant til at en del befinder sig i et andet land, en anden tid, at man ikke ved det.

Solsorten synger og hvis jeg begynder at tænke hvorfor er det lige dén sang der føles som om den passer som en manglende brik i min krop

så er der jo måske en del af mig som er i en anden tid og hører den sang

mormors have, tryghed, tid nok, og en invitation der hed «altid»

I undervisningen i forgårs, mens jeg stod og svedte og ledte dybt i mig selv efter ordene «klokken er 13.47» med et blik der forsøgte at forstå tal

spurgte han, læreren, «hvad er klokken indeni dig?» og en del af mig som er i en anden alder sagde «uendelig. Den er ikke. Klokken er ikke».

Vi blev enige om at jeg skal have et ur med sekundviser, og når jeg sidder fast, bevæger viseren sig, og så skal mine ben tage et skridt for hvert sekund, for det kan de måske når viseren bevæger sig.

Jeg har lært at den tid hedder traumetid, og at den er en slags parallelt univers i ens fysiologi, hvor dele af os sidder fast i noget der ikke foregår lige nu.

Synes du jeg lyder skør? Jeg er helt normal. Jeg er godt integreret og følelsesmæssigt sund. Jeg har normale reaktioner på svære ting. Jeg har kompleks traumelidelse. Jeg er også sanselig og med en enorm evne til nærvær.

På bussen bruger jeg mit rejsekort når jeg står på ude på Amager, jeg checker ind. I livet bruger jeg min kundskab og bevidsthed, mine sanser, til at checke ind i NU, i mig selv.

Eller til at prøve. Holder rejsekortet op til læsemaskinen. Nogle gange sker der noget andet end forventet.  Jeg ved ikke hvornår, eller hver gang hvorfor. Måske virker den ikke, måske er kortet tomt, måske er netværket optaget med noget andet. Som regel får jeg checket det meste af mig ind, mens en anden del ligesom tager metroen samtidig, i en anden retning. Eller går lidt rundt uden mål og mening og kigger på byen.

Mange gange ellers checker mit nervesystem mig ud, man kan sige; inden jeg er kommet til Ravnsborggade hvor jeg skal af. Det gør det fordi noget trykker på alarmknappen, hiver i nødbremsen, uden at det er nødvendigt, som regel. Men det ved alarmknappen ikke. Den gør virkelig sit bedste for mig og for vores fælles overlevelse blandt busser, solsorter, minder, mennesker, alle minutters historie i min hud og mine muskler. Det er ikke altid alle dele tror de trygt kan blive her, så de bliver sendt i bane før jeg når at forstå hvad der sker.

Så står mit indre der og jonglerer. Hundrede bolde i luften, en sabeltandtiger som snuser til min knæhase, og ingen cirkustræning. You can check out any time you like, but you can never leave.

Jeg lader luften flyde ud med et varmt suk. Der er blanke grønne blade på busken. En fugl kommer ind i synsfeltet og forsvinder igen og bagved er der striber af hvide skyer. Jeg står på højre fod og venstre fod og tæller ti tæer med rød neglelak. Alle sammen er mine. Et suk. Skulderbladene glider blødt en millimeter nedad min ryg. Klokken er 09.06. Jeg har checket ind til mit fly.

 

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s