Author Archives: Lotte tigerdrage

About Lotte tigerdrage

scientist dancer writer singer

Standard

6275DFB4-76A8-4B7E-A812-01583AB67401Håøya.

Snart mørkner det og det blir stearinlysene i vinduskarmen som er eneste lys på øya.

Havørnen har unge i år også og geitene la kinnet inn i hånda mi og ville kose. Jeg klarer fortsatt å bære min gamle Panther-sekk fra 1989 med myk bukse og mat og kaffe. Nå går det saktere og magesmertene stiger fem hakk – men jeg kom meg hit. Sove i sola med linerla hoppende forsiktig omkring.

Det blåser opp og rusker og suser i trærne. Og nå – mat!

Reklamer

No time like the present

Standard
0857C6C7-D164-4553-815C-571229286F21Dronning Louises bro, København, juni 2018

Man kan tro at man er tilstede i verden her og nu, og så er man så vant til at en del befinder sig i et andet land, en anden tid, at man ikke ved det.

Solsorten synger og hvis jeg begynder at tænke hvorfor er det lige dén sang der føles som om den passer som en manglende brik i min krop

så er der jo måske en del af mig som er i en anden tid og hører den sang

mormors have, tryghed, tid nok, og en invitation der hed «altid»

I undervisningen i forgårs, mens jeg stod og svedte og ledte dybt i mig selv efter ordene «klokken er 13.47» med et blik der forsøgte at forstå tal

spurgte han, læreren, «hvad er klokken indeni dig?» og en del af mig som er i en anden alder sagde «uendelig. Den er ikke. Klokken er ikke».

Vi blev enige om at jeg skal have et ur med sekundviser, og når jeg sidder fast, bevæger viseren sig, og så skal mine ben tage et skridt for hvert sekund, for det kan de måske når viseren bevæger sig.

Jeg har lært at den tid hedder traumetid, og at den er en slags parallelt univers i ens fysiologi, hvor dele af os sidder fast i noget der ikke foregår lige nu.

Synes du jeg lyder skør? Jeg er helt normal. Jeg er godt integreret og følelsesmæssigt sund. Jeg har normale reaktioner på svære ting. Jeg har kompleks traumelidelse. Jeg er også sanselig og med en enorm evne til nærvær.

På bussen bruger jeg mit rejsekort når jeg står på ude på Amager, jeg checker ind. I livet bruger jeg min kundskab og bevidsthed, mine sanser, til at checke ind i NU, i mig selv.

Eller til at prøve. Holder rejsekortet op til læsemaskinen. Nogle gange sker der noget andet end forventet.  Jeg ved ikke hvornår, eller hver gang hvorfor. Måske virker den ikke, måske er kortet tomt, måske er netværket optaget med noget andet. Som regel får jeg checket det meste af mig ind, mens en anden del ligesom tager metroen samtidig, i en anden retning. Eller går lidt rundt uden mål og mening og kigger på byen.

Mange gange ellers checker mit nervesystem mig ud, man kan sige; inden jeg er kommet til Ravnsborggade hvor jeg skal af. Det gør det fordi noget trykker på alarmknappen, hiver i nødbremsen, uden at det er nødvendigt, som regel. Men det ved alarmknappen ikke. Den gør virkelig sit bedste for mig og for vores fælles overlevelse blandt busser, solsorter, minder, mennesker, alle minutters historie i min hud og mine muskler. Det er ikke altid alle dele tror de trygt kan blive her, så de bliver sendt i bane før jeg når at forstå hvad der sker.

Så står mit indre der og jonglerer. Hundrede bolde i luften, en sabeltandtiger som snuser til min knæhase, og ingen cirkustræning. You can check out any time you like, but you can never leave.

Jeg lader luften flyde ud med et varmt suk. Der er blanke grønne blade på busken. En fugl kommer ind i synsfeltet og forsvinder igen og bagved er der striber af hvide skyer. Jeg står på højre fod og venstre fod og tæller ti tæer med rød neglelak. Alle sammen er mine. Et suk. Skulderbladene glider blødt en millimeter nedad min ryg. Klokken er 09.06. Jeg har checket ind til mit fly.

 

Hoppende pels

Standard

Jeg snakket med et ekorn

Bare føtter på morgenvarm klippe og tankene

 

Noen lager klikkelyder inni et tre og har rødbrun pels

Vi ser på hverandre og så lenge jeg bare står der er jeg helt grei, jeg får lov å titte og jeg får svar på klikkelydene mine

Bøyer meg fremover for å se mer (øynene er ikke hva de ikke har vært på lenge) og da er jeg skummel

Rødpels fronter meg med et hopp, med freselyder og bred buk, ikke prøv deg, si

Og jeg skjønner, unnskyld! Får lov å titte videre mens den lille kroppen hopper til et annet tre, gyngende løv

Tenk, der bor den faktisk, det her er dens hverdag, akkurat som jeg har for vane å drikke kaffe og se på Netflix. Den greina der er stuegulvet.

 

Senere, på stranda under lett skydekke i skarpt lys, med potetgullpose og håndkle, en mink svømmer  tvers over bukten. Glir som en liten bølge i sølvgrått vann. Som barn kjente jeg dem i små bur, ville i øynene. Jeg har aldri sett en vill mink før, nå vet jeg hvordan den lille Loch Ness-kroppen beveger seg. Stødig og raskt bort mot odden, der bor den. I en sprekk i fjellet sikkert, og hvor handler den mat liksom? Hverdag i pels. Jeg spiser kald lasagne og får sand mellom tennene så det synger helt opp i hjernen av ising.

Det er på tide å pakke sammen, motvillig, det må ryddes og bæres og biltur inn mot Oslo og migrenen er der igjen og jeg vil ikke det.

En bit med ost og grønnsaker, jeg kaster den utover vannet, står til knærne og vasker tallerken og gaffel. Ren i linjene og med stødige vinger glir den store måken ned rett over oss og svelger godbiten. Setter seg på klippen to meter unna og skakker på hodet med åpent blikk. Mer?

Fortsatt saltvann på huden og maur i håret. Hva holder ekornet på med i kveldsbrisen tro? Jeg hører løvet på rasle-treet utenfor prate i vei og lurer på hvor fuglene sover.

er du der?

Standard

er jeg noen gang der?

bak øynene dine så du trekker pusten dypere

før du ser ut i nå igjen

 

i krumningen inni hånden din

hjemme

 

eller er jeg ryddet bort

har du klart det

eller var det lett

businesslike, bestemt

har du vanntette skott i hjertet

og sjelen, da («vi er én sjel»)

 

eller

ser du etter meg?

Mangler meg?

Vil meg?

 

Jeg fikk ikke benyttet meg av containeren nå under dugnaden

kanskje jeg ikke hadde mer jeg hadde lyst å være uten

kanskje var jeg ferdig kastet

jeg vet ikke

 

Isteden svømmer jeg, flyter, ser fuglene helt tett på leve livet sitt, terna ser etter fisk og anden flyr på en helt bestemt måte og det er dununger noen meter fra mitt våte ansikt.

hakker tenner når kjølig sjøvann flyter inn i øregangen og jeg legger meg bakover og bare ser himmel og dette vannet, dette vannet, akkurat dette vannet denne stranden, oss

 

 

maybe she doesn’t hit you

Standard

https://www.boredpanda.com/men-emotional-abuse-maybe-she-doesnt-hit-you-tweets/?utm_source=boredpanda&utm_medium=link&utm_campaign=boredpanda_paid

 

husker dere også kampanjen hvorliteernok som politiet hadde? Og det er fort å tenke at det er mannen som har usunn, ugrei, ulovlig adferd overfor kvinnen.

Det er også kvinner som herser med, kontrollerer, «gaslighter» og både styrer og bryter ned menn. Jeg har sett det, uten å klare å tolke ubehaget i magen før etter lang tid, hørt om det, lest om det.

Linken er til Bored Panda, og er en samling tweets som forteller noe om hva hun gjør – selv om hun kanskje ikke slår deg? Eller bare iblant? Forteller hun deg at du ikke klarer deg uten henne fordi du ikke er flink med økonomi? Ikke er flink med eksen din (ifølge henne?) Ikke har stort nok kjønn? Er for konfliktsky, eller uorganisert? Upålitelig? Slik at du er avhengig av hennes råd/styring/ oppdragelse/ strenge kontroll.

Dét er ikke kjærlighet. Det kan godt være kjærlighet der også, men den gjør det ikke greit eller bra. Det er ikke frisk og levende relasjon. Det er avmakt og makt, tror jeg.

Hva vet jeg? Kanskje jeg tar helt feil. Jeg hørte en gang den ene til den andre  «jeg knivstikker deg hvis du er utro», det var liksom en spøk… jeg fikk ikke lyst å le. Og i alle mine år har jeg aldri så mye som tittet på en kjærestes telefon, PC… utøvd kontroll. Jeg vil ikke det.

Jeg vet ikke sannheten om noe av dette men jeg vet hvordan det kjennes ut å være uforbeholdent full av tillit til at man kan være nøyaktig som man er, sammen med en annen. Å være trygg i noens hender. Der er det fravær av mindgames og mistro.

maybe she doesn’t hit you men jeg husker at jeg lurte på et blåmerke en gang. Og på hundre ord jeg hørte, blikk jeg så, magemusklene mine som knøt seg når  jeg var i selskap med dere. Aldri med bare deg.