Tag Archives: livskraft

No time like the present

Standard
0857C6C7-D164-4553-815C-571229286F21Dronning Louises bro, København, juni 2018

Man kan tro at man er tilstede i verden her og nu, og så er man så vant til at en del befinder sig i et andet land, en anden tid, at man ikke ved det.

Solsorten synger og hvis jeg begynder at tænke hvorfor er det lige dén sang der føles som om den passer som en manglende brik i min krop

så er der jo måske en del af mig som er i en anden tid og hører den sang

mormors have, tryghed, tid nok, og en invitation der hed «altid»

I undervisningen i forgårs, mens jeg stod og svedte og ledte dybt i mig selv efter ordene «klokken er 13.47» med et blik der forsøgte at forstå tal

spurgte han, læreren, «hvad er klokken indeni dig?» og en del af mig som er i en anden alder sagde «uendelig. Den er ikke. Klokken er ikke».

Vi blev enige om at jeg skal have et ur med sekundviser, og når jeg sidder fast, bevæger viseren sig, og så skal mine ben tage et skridt for hvert sekund, for det kan de måske når viseren bevæger sig.

Jeg har lært at den tid hedder traumetid, og at den er en slags parallelt univers i ens fysiologi, hvor dele af os sidder fast i noget der ikke foregår lige nu.

Synes du jeg lyder skør? Jeg er helt normal. Jeg er godt integreret og følelsesmæssigt sund. Jeg har normale reaktioner på svære ting. Jeg har kompleks traumelidelse. Jeg er også sanselig og med en enorm evne til nærvær.

På bussen bruger jeg mit rejsekort når jeg står på ude på Amager, jeg checker ind. I livet bruger jeg min kundskab og bevidsthed, mine sanser, til at checke ind i NU, i mig selv.

Eller til at prøve. Holder rejsekortet op til læsemaskinen. Nogle gange sker der noget andet end forventet.  Jeg ved ikke hvornår, eller hver gang hvorfor. Måske virker den ikke, måske er kortet tomt, måske er netværket optaget med noget andet. Som regel får jeg checket det meste af mig ind, mens en anden del ligesom tager metroen samtidig, i en anden retning. Eller går lidt rundt uden mål og mening og kigger på byen.

Mange gange ellers checker mit nervesystem mig ud, man kan sige; inden jeg er kommet til Ravnsborggade hvor jeg skal af. Det gør det fordi noget trykker på alarmknappen, hiver i nødbremsen, uden at det er nødvendigt, som regel. Men det ved alarmknappen ikke. Den gør virkelig sit bedste for mig og for vores fælles overlevelse blandt busser, solsorter, minder, mennesker, alle minutters historie i min hud og mine muskler. Det er ikke altid alle dele tror de trygt kan blive her, så de bliver sendt i bane før jeg når at forstå hvad der sker.

Så står mit indre der og jonglerer. Hundrede bolde i luften, en sabeltandtiger som snuser til min knæhase, og ingen cirkustræning. You can check out any time you like, but you can never leave.

Jeg lader luften flyde ud med et varmt suk. Der er blanke grønne blade på busken. En fugl kommer ind i synsfeltet og forsvinder igen og bagved er der striber af hvide skyer. Jeg står på højre fod og venstre fod og tæller ti tæer med rød neglelak. Alle sammen er mine. Et suk. Skulderbladene glider blødt en millimeter nedad min ryg. Klokken er 09.06. Jeg har checket ind til mit fly.

 

Reklamer

Soul of the foot

Standard

Havfrueføtter leter etter svar

de har betalt dyrt

Eventyret om den lille havfrue; hva er det vi gir opp for å få leve? For å få føle oss levende? Hva i oss selv gir vi opp, glemmer, legger bak oss, skjærer ut av oss?

Hvem går vi fra? Mister fordi vi blinder oss selv?

Og hun fikk jo ikke prinsen likevel, tross sine vakre nye ben; han gikk videre, til en annen. Og aldri kunne hun vende tilbake, noe i henne var for evig endret, og hun kunne kun gå langs stranden og se bølgene, høre stemmene fra dypet. Hun kunne bare være skum på bølgene, drømme om fingertupper som kunne berøre dem der nede.

Jeg har blødd for hver dag jeg ikke har migrene nå (det er alt for få dager. Har ikke blødd nok?); for hver dag jeg ikke har smerter i underlivet; for hver dag jeg har mindre smerter i bekkenets ødelagte strukturer. Jeg blør fortsatt, for jeg nekter å leve et liv gjemt i senga; går ut i verden med smertene, nye og gamle, med sanseforvridningene, med fortvilelsen. Som et valg, glasskår mot de kilne fotsålene, havfruetærne.

Mitt liv skal leves, ikke overstås.

Var det, er det, verdt det?

Hennes ben, kjøpt for den skimrende halen evig tapt, gjorde vondt for hvert skritt. Som å gå på glasskår.

Hvem har fått halen min? En havfrues hale er mer enn en motor, den satt fastvevet inne i kjernen av den jeg er. Kan havheksen bruke den til noe, uten meg?

Hva er et liv? Er det nok at jeg er disse cellene for en tid, at jeg er skapt slik at jeg kan nyte lyden av vinden i gresset, skyenes tause vandring, ømheten i et blikk, en hånd? Hva om jeg aldri mer får ømhet, hvem er jeg, helt alene?

Jeg kan kjenne føttene mine noen ganger. Oftest, fordi jeg er oftere der, i dusjen, ellers når jeg går i vann. Stående under dusjen, det varme vannet som renner gjennom håret, får meg til å grøsse av velvære. Som regel kommer følelsen i det jeg holder på å ta sjampo i håret. Da plutselig kjenner jeg fotsålene mine mot bunnen av dusjen. Kjenner en ro, som en søyle opp gjennom bena, hoftene. Jeg bare er. Hel.

Når jeg beveger meg ut av vannets verden igjen, forsvinner balansen, søylen. I virkelighetens verden bærer ikke hoftene mine meg; de er porøse, perforerte, kan ikke stoles på.

Så jeg holder pusten, bærer overkroppen selv. Armene prøver forsiktig å ikke være til bry. Hodet samler på all informasjonen, taler fornuft til de ødelagte, smertelige midtdelene, som stadig angripes og forsøker å beholde vettet.

Til jeg får en sjøkant. Da blir føttene fri, plugges inn i pulsen, og jeg går, og går, og går, hjernen danser og tumler fritt, armene flyr.

En gang ble jeg beskyldt for å prøve å vise meg frem, i min vandring med underlaget (oppvarmede, rue steinfliser, i et varmt, fuktig rom).

Det gjorde vondt.

Er det noe jeg er smertelig klar over, så er det hvor lite perfekt min kropps ytre er. En tillært reaksjon å ville gjemme den; i perioder kan hatet bli slik at jeg må unngå speil.

Men sunnheten i meg, dyret, hvisker til meg: ikke la det vinne. Du er skapt til å sanse livet, sanse naturen rundt deg. Du er skapt til å bevege din del av universet i takt med dets langsomme dreining, stjernenes dans i mørket. Ikke la det gjemme seg bort. Sans.

Og de eldgamle karbonatomene i meg som ikke anerkjenner frykt, går ut i verden og lar sansene gjøre det de er skapt til. Hudens vidunderlige føletentakler, muskler og vev som fanger opp det minste trykk av en sandstrand, en flat stein, mot fotsålen. Direkte forbindelse til min stjernehjerne, dyresjel.

Mine instinktive bevegelser; en slags dans? Forbinder meg med meg selv, har langsomt bygget inn noe nytt på steder der noen, eller noe, brutalt tok ut. Uten å se seg tilbake.

Som barn turde jeg nesten ikke gå forbi det stedet i bokhyllen hvor boken om den lille havfruen sto. Dette var ikke Disneyversjonen med syngende eremittkreps, men en fullblodsversjon med fargesterke, pulserende illustrasjoner, og med hele den smertefulle sannhet om hennes offer, pasjon og tap.

Vi er mange som er usynlig ødelagt, har usynlige, tapte deler. Tapte lengsler, fåfengt lidenskap. Satsninger og styrt.

Let’s dance.