apr11

Det handler om at kunne være tilgængelig

Posted on by
Standard
https://make.headliner.app/download/006d7ce8-bfa9-4ae0-bb26-33654ed175a7?source=user-export-email&pid=4450a474-2a45-4b4b-9c4a-63dd3d85c828&_branch_match_id=811176015529928278&utm_source=email&utm_medium=video-detail

Lyt til min podcast Lyden af nærhed på Spotify, Apple, Google og mange flere steder 🤩🎈

https://lydenafnaerhed.libsyn.com/

jan15

Shooting the messenger

Posted on by
Standard

Life inside our cells: it’s busy, and it’s tiny.

I don’t remember from school whether I was taught much about how genes work. Anyway, school was a number of years ago.

I have inner images of the time when I worked with RNA in the lab during my phD years. It was thrilling and exhausting, down in the basement under the other labs. Long, narrow corridors, dimly lit, the hum of freezers and centrifuges. Geiger counters, lead equipment and metal containers for the leftover radioactive reagents we used to extract mRNA from the cells to explore a snapshot of the cells’ life.

Why am I writing this?

I have seen a number of times now sentences like “RNA will interfere with our DNA”. Of course, in the context of mRNA vaccines.

First: It won’t. It can’t.

Most of all, I enjoy, so much, the familiarity of the biology and physiology of my body and other bodies. I think knowledge of how we are built, and some of the beautiful complexities of our own physiology, gives an experience of empowerment, of being at home and of being a connected part of nature. I believe it is an antidote to deep running, subconscious anxiety.

So, I want to say a few words about one of our inner messengers: the mRNA (messenger RNA). These “strings of pearls” (or actually, of nucleic acids) are made when a gene (which is made of DNA and some other stuff, and lives in our cell nuclei) is to be expressed. To be expressed means, the gene wants to make a protein (or the numerous regulating factors in the body wants to make a protein, for instance an enzyme for digestion, so they start up the gene expression).

The gene has/is the recipe for a protein, and that recipe is copied into an mRNA molecule. The next step here is crucial to this piece: The mRNA is transported out of the cell nucleus. The next step in the process happens in the cells’ “general space”/living room, outside the nucleus. Rememeber, the nucleus is where the DNA lives. Like, it has its own DNA bedroom.

Outside the nucleus, in the general mayhem of cell activity, the recipe carried by the mRNA is translated into another string of pearls, this time a string of amino acids (a new protein), by ribosomes. From there, the protein has some growing up to do, and some moving away to start life wherever its life purpose is. It could be an antibody towards a virus or a bacterium, a digestive enzyme, part of a muscle, or myriads of other things in the body.

When mRNA is given to a cell from the outside (like in a vaccine), it doesn’t enter the cell nucleus where our genes (DNA) are. That is not how the cell works. The delivered mRNA is not doing anything with the DNA of the cell. (It couldn’t, even if it would get into the nucleus). The mRNA comes with the recipe for a protein that gives our immune system something to form reactions to, for instance antibodies (immunization). We don’t need to get any part of the actual virus into our body, with an mRNA vaccine. I like that.

If this piece can alleviate some fear in someone, that is good.

So. We are actually shooting the messenger, when we get the ‘shot’. I am laughing very nerdily about my own joke while writing.

Lotte

des10

Elastik. Skriveøvelse 200 ord

Posted on by
Standard

Puh. Elastik. De synes sikkert jeg skal være mere fleksibel, sjovere, muntrere, når de bruger det ord.

At jeg er stivsindet.

Jeg går fra køkkenbordet og vender mig om og bevægelser bærer minder frem i hver gang overraskelse, af en eller anden grund ser jeg dine hænder og hvordan de ville holde min hårelastik. Hvordan du ”stjal” de pinde jeg altid sætter mit hår op med; og sendte mig et fotografi, uden ord, af dit nøgne lår med min pind hvilende på.

Så følger tiden. 

Bøjer sig. Rører ved sig selv langt tilbage på kroppen ligesom en hund der klør sig med tænderne, på bagbenet. I hastighed højere end jeg kan følge har jeg rottehaler og er fire år,

har min egen babys bløde fod i hånden, 

ser huden over mit knæ pludselig være papirrynket, på en strand i nærheden af Afrika og jeg var taget afsted med den tynde, ”unge” kjole jeg altid brugte, jeg var lige ved at sige sorgløst taget afsted men er der noget jeg ikke var de dage i den ferie, så var det sorgløs

du havde lige brudt med mig, pludseligt, uklart og brutalt.

Flimrer til fornemmelsen af min tykke fletning i hånden, jeg har langt hår nu, jeg kan mærke elastikken som holder enderne, samtidig er der en hånd som kærligt fletter sig selv i mit hår for måske ti år måske et liv siden eller snart

Jeg er træt nu. Træt af bugtende tid gennem celler som føles flossede i kanten. På køkkenbordet er en pose dadler med lakridspulver. Jeg skal spise aftensmad hos en veninde. Jeg tager den blå elastik af posen.

sep15

Blodprøve

Posted on by
Standard


Jeg kan huske hans lille runde arm med uforståelig blød hud, og at sygeplejersken havde en så 
lille tynd nål for at tage en blodprøve. 
Jeg kan huske at efter han blev født 
blev han stukket i hælen, som børnene gør – i min del af verden ihvertfald.


Jeg kan huske den 
første nat, mørket i rummet, jeg kunne ikke vende mig fordi de havde ramt 
forkert med epiduralen. Rummet må have lugtet som blod og mælk. Den fremmede 
kvinde i en anden seng med sin kæmpestore gule baby.


En sygeplejerske 
på stille sko, hendes omrids over mig, sagde hun ”der var en der vågnede”, eller 
lagde hun ham bare? – men hans øjne bor i mig siden. Store mørke øjne, alvorligt 
opmærksomt blik på verden, benene krøllet op under bleen, maven mod hendes arm. 
En lille frø i hvid pyjamas.


Runde blanke, 
stærke, røde blodceller. Fra mit hjerte, pumpet igen og igen til nyt liv.